Hjem » Praktikantens Hjørne – Uge 16

Praktikantens Hjørne – Uge 16

Nu er der endelig nyt fra Praktikantens Hjørne! Den sidste måned har været travl og derfor har der været stille i Praktikantens Hjørne. Tiden er blevet brugt på forberedelse og afholdelse af årsmøde i De Frivilliges Hus, hvilket har taget rigtig meget tid. Samtidig har der, som de fleste nok ved, været en større diskussion om De Frivilliges Hus’ fremtidige placering. De to nævnte ting foregik faktisk på stort set samme tid, så der var rigtig meget pres på. Jeg har heldigvis fået lov til at være med til løsningen af begge opgaver og det har givet mig en rigtig god indsigt i, hvordan tingene nogle gange foregår på godt og ondt. Samtidig er vores oplæg hos JobIgen fortsat og udviklet sig rigtig meget fra første gang, hvor vi havde en PowerPointpræsentation med et fokus, til nu at køre uden PowerPointpræsentation og med et lidt anderledes fokus, så det har ligeledes været en rigtig spændende proces at være med i. Jeg vil også lige kort fortælle, at jeg har haft besøg af studerende fra min uddannelse, der ville høre lidt om hvordan min uddannelse har været. Det synes jeg var rigtig spændende, da jeg kunne fortælle dem lidt om hvorfor det er fedt og udfordrende at være i praktik i civilsamfundet. Et sted som De Frivilliges Hus gaber over mange opgaver indenfor alle de områder, vi er blevet undervist i – det gælder både jura, økonomi, organisation osv. Samtidig er der kun to ansatte, hvilket har betydet, at jeg har fået lov til at bruge mine kompetencer og arbejde meget selvstændigt. Så det vil jeg varmt anbefale fremtidige administrationsbachelorer at overveje, når de skal i praktik men også bagefter finde arbejde. Samtidig er det også noget, jeg vil foreslå min uddannelse at overveje i planlægningen af uddannelsen, måske et valgmodul med fokus på samspillet mellem civilsamfundet og det offentlige. For det er faktisk i høj grad det, der har fyldt hos mig igennem min praktik. Hvad er civilsamfundets plads egentlig? Og som jeg spurgte om i en af mine første opslag i praktikantens hjørne: Hvorfor et sted som De Frivilliges Hus?

Er jeg så blevet klogere på det? Både ja og nej. Jeg er blevet klogere i den forstand, at jeg jo nu har oplevet hvad et engageret civilsamfund kan bedrive, fordi man har lyst til at gøre en forskel og uden at det behøver at koste noget særligt. Den styrke, der er i at mødes om at hjælpe andre er fantastisk og efter min mening mere og mere nødvendig.  Jeg tror, vi alle kender historierne om mennesker, der begynder at falde igennem det sikkerhedsnet, vi ellers altid har været så stolte af i Danmark og det er her civilsamfundet kan noget. Men samtidig er det også en kamp for frivillige sociale foreninger at overleve og være velfungerende. For det første er frivilligt arbejde i sagens natur en skrøbelig størrelse, og foreninger kan hurtigt blive slået ud af kurs hvis man mister en frivillig eller to. For det andet er det en kamp om midler. For selv om jeg sagde før, at det kan gøre relativt billigt, så skal der nogle midler til. Der skal søges til drift og projekter og de midler skal gerne søges separat og måske endda fra forskellige puljer – og så skal man vente på svar for at vide, om man har et eksistensgrundlag, og det kan være slide på en forening, der egentlig i bund og grund gerne bare vil gøre noget godt for nogle mennesker der har det svært.

Så hvad er civilsamfundets plads?

Jeg tror, jeg vil sige, at den er ved at finde sig til rette. Det er nogle gange lidt op ad bakke, og der er nogle indbyggede mekanismer der gør det svært, men der er også nogle tendenser som gør det rigtig spændende. Blandt andet har vi nogle landspolitikere lige nu, der kan se, hvad civilsamfundet kan og forsøger at bakke op om det. Det ser man blandt andet i lovændringer, der forsøger at gøre civilsamfundet til en mere ligeværdig aktør i løsningen af nogle af de opgaver vi skal forsøge at tage hånd om.

Det var hvad jeg ville fortælle i denne omgang. Mon ikke der kommer en allersidste Praktikantens Hjørne i næste uge, når min praktik er ovre. Ellers er I stadig velkomne til at komme forbi og drikke en kop kaffe!

– Skrevet af Martin Lindstrøm, som er i praktik i De Frivilliges Hus fra februar til juni 2018.
Martin studerer til daglig på Administrationsbacheloruddannelsen på VIA University, er meget engageret i den frivillige forening Ventilen, er lokalpolitisk engageret og brænder for socialområdet.