Hjem » Praktikantens Hjørne – Uge 12

Praktikantens Hjørne – Uge 12

Da vi havde temamøde om ungdomsfrivillighed, brugte vi data fra Center for Socialt Arbejde for at få et overblik over, hvordan det egentlig går med frivilligheden hos ungdommen. De tal startede fra 16 år, men jeg vil egentlig gerne have fokus på dem, der er lidt yngre. For hvor gammel er man egentlig, når man begynder at fatte interesse for frivilligt arbejde? Jeg er helt med på, at det er meget forskelligt men jeg ved at i sportsverden er det ikke usædvanligt at være hjælpetræner for de små hold allerede i starten af teenagealderen, altså 13-14 års alderen. Kan man ikke også allerede i denne alder gøre de unge opmærksomme på den sociale frivillighed, som jo er det vi beskæftiger os med i De Frivilliges Hus? Den sociale frivillighed, hvor man arbejder med udsatte personer, kan være hårdere end at være hjælpetræner på for eksempel et håndboldhold som jeg selv har været. Men det er ikke desto mindre en del af det samfund som for alvor åbner sig op for de unge i den alder, og dermed giver det vel mening, at vi som erfarne frivillige på det sociale område kan være med til at hjælpe med at belyse og forstå den del af samfundet i stedet for at skærme dem fra det? Vallensbæk Kommune har skabt et koncept der hedder: ”Frivillighed på skoleskemaet” der, som navnet antyder, er et undervisningskoncept, hvor frivillighed, kreativitet og ideudvikling bliver en del af skoleskemaet. Tanken bag dette koncept er netop at give eleverne et andet syn på deres lokalsamfund og ideudvikle til gavn for samfundet. Er det noget man allerede gør i Viborg også, eller kunne det være en ide at kaste sig over? Jeg kan da huske da jeg gik i folkeskole, at vi på et tidspunkt havde et slags landespil, hvor elever i forskellige grupper repræsenterede forskellige lande og så skulle man tage stilling til forskellige problemer landene i mellem. Jeg går ud fra man gjorde det for at give de unge en bedre forståelse for internationale forhold og jeg tænker man kunne lave et lignende spil på det sociale område, hvor nogle grupper så var afdelinger i forvaltningen, andre kunne være frivillige organisationer, andre politikere osv. Så skulle man finde ud af, hvordan man bedst løser et problem som ensomhed blandt unge.

Hvad tænker I? Er man allerede gode i Viborg Kommune til at præsentere de helt unge teenagere for frivilligt socialt arbejde? Synes I det er for tidligt at introducere de unge for det, eller er det bare med at komme i gang? Jeg håber, jeg har sat nogle tanker i gang, og skriv endelig hvis I har nogle kommentarer. Jeg håber vi ses i De Frivilliges Hus snart.

– Skrevet af Martin Lindstrøm, som er i praktik i De Frivilliges Hus fra februar til juni 2018.
Martin studerer til daglig på Administrationsbacheloruddannelsen på VIA University, er meget engageret i den frivillige forening Ventilen, er lokalpolitisk engageret og brænder for socialområdet.