Hjem » Praktikantens Hjørne – Uge 10

Praktikantens Hjørne – Uge 10

Nu har vi fået taget hul på den række af arrangementer, jeg har skrevet om tidligere, for i denne uge har vi afholdt temamøde om ungdomsfrivillighed. Så der er naturligvis blevet brugt en del tid i denne uge på at forberede os. Personligt holdte jeg et oplæg om frivillighed generelt, som jeg har brugt en del tid på at gøre klar. Jeg skulle fortælle om, hvordan det egentlig forholder sig med frivillighed blandt de unge og det må siges at være ganske positive tal. Danske unge er for eksempel lige kåret til europæiske mestre i frivillighed da Danmark faktisk er det land i EU, der har procentvis flest aktive unge mennesker. Så tillykke til de danske unge frivillige! Endnu engang blev jeg udfordret på at holde oplæg, denne gang med ”Madonna-Mikrofon” i et auditorium og jeg får mere og mere smag for det. Vi har efterfølgende samlet op på hvad vi og deltagerne fik ud af temamødet og det skal der nok komme mere om i næste uge.

Fremmødet til vores temamøde var lidt undervældende i forhold til hvor mange, der egentlig havde tilmeldt sig og det har sat nogle tanker i gang hos mig, der kredser om følgende: Hvorfor kommer der ikke flere? Er der ikke nogen, der synes det er interessant? Eller kan det være svært for de enkelte foreninger at finde tid til andet en deres egne kerneopgaver? Er det et spørgsmål om vi ikke er gode nok til at ”sælge varen”? Er det fordi der ikke er skabt en kultur omkring det at afholde temadage og lignende på kontinuerligt basis eller er det noget helt andet? Så kernen i mine spørgsmål er vel egentlig hvad der skal til, for at denne form for arrangementer får endnu mere vind i sejlene?

Byd endelig ind, hvis i har nogle gode tanker og svar til de spørgsmål, jeg har med i denne uge, så vi netop kan blive endnu bedre til at skabe arrangementer.

– Skrevet af Martin Lindstrøm, som er i praktik i De Frivilliges Hus fra februar til juni 2018.
Martin studerer til daglig på Administrationsbacheloruddannelsen på VIA University, er meget engageret i den frivillige forening Ventilen, er lokalpolitisk engageret og brænder for socialområdet.